• Henrik Rasmussen

2021 bliver en fantastisk Open Water sæson

Ligesom når køerne lukkes ud af stalden og springer frit rundt på de forårsgrønne marker, så mærker jeg hvert år følelsen af frihed og fællesskab, når vaselinen første gang smøres på, våddragten trækkes udover min vinterblege hud, og jeg kaster mig ud i de første crawltag.

Endnu engang gav sommeren mig oplevelsen af, at et af livets eleksirer er at svømme i åbent vand. Måske er det et tryllemedie, der kan forvandle en dansk skod-juli til en sommerdag i Spanien og triste tanker til taknemlighed? I hvert fald glemmer jeg alt om rejserestriktioner og aflyste festivaller, når først jeg ser en krabbe og en fladfisk gemme sig, mens jeg passerer dem på overfladen.


Det blev til mange gode ture med alle de friske svømmere i #Copenwater ved Amager Strand og triatlerne i Roskilde. Et af mine højdepunkter var nok den dugfriske august-morgen fra Gershøj til Veddelev i Roskilde Fjord sammen med en flok seje svømmere fra #CoolKona. Klokken var 6.00 og solen stod op over helt blankt vand, som kun blev brudt af crawltag og dusinvis af svaner og deres ællinger, der stille betragtede os, mens vi passerede. På mig er der ikke ret meget andet i livet, der kan stimulere så mange endophiner.


Svømmehallen kalder

Respekt til dem der insisterer på at trække i en tykkere våddragt, iføre sig handsker og neopren-hætte og forlænge sæsonen til < 5 grader C. Endnu større respekt til dem, der kun vælger speedos! Jeg er ikke en af dem, så nu går OW-sæsonen desværre på hæld, og indendørsæsonen kalder igen. Samtidig viser corona sig igen, som om den hånligt vil fortælle os, at den i sidste ende har magten. Nok fik vi tre måneder i himlen, men den kan give os ni måneder i mørket og en god omgang Open Water Blues.


Men sådan skal det ikke blive. Indendørs sæsonen har meget at byde på, og coronasmitten har også været en god lejlighed til at tænke mere over, hvad der virkelig betyder noget for mig.


Vi bliver flere og flere, der vil ud og svømme, og det fællesskab og den frihed der følger med, den vil jeg gerne have endnu flere til at opleve.

Udlev passionen

Svømningen er for mig mere end en sport. Det er terapi, og de fysiske udfoldelser i bassin og hav har mere end én gang hjulpet mig til at blive mentalt stærkere. Det er min passion - og nu skal den udleves fuldtud.


Derfor har jeg etableret Crawltræneren.dk, som både tilbyder personlig undervisning og crawlteknik for mindre hold, og mit håb er, at det vil give endnu flere mod og lyst til at prøve kræfter med hav, søer og åer.


Og hvorfor egentlig begrænse åbent vand sæsonen til en kort dansk sommer? På lidt længere sigt er det min ambition at dele oplevelserne i det fri ved at arrangere svømmerejser i både ind- og udland. Gerne i et samarbejde med andre stærke svømmeentutiaster i Danmark.


Hvis du synes det lyder som en god idé, så giv den en kommentar med i bloggen og følg med her på siden.





21 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle